Jeg hedder Anders Haugaard, er 45 år gammel og født og opvokset på Fyn, nærmere bestemt
Glamsbjerg. Jeg er gift med Mette og far til to pige – Ida Gry på 14 år og Alma Sofie på fire år. Jeg
oprindelig uddannet bygningsingeniør med speciale i ventilation og indeklima, og sidder i dag som
Group CEO for Exodraft Group, der er en danskejet koncern, som er markedsledende indenfor
løsninger til mekanisk skorstenstræk, partikelfiltrering og varmegenvinding, samt energitekniske
løsninger til kommercielle, industrielle og varmeforsyningskunder.
Ledelse er noget meget mere og helt andet end bare det at drive management.
Det handler meget
mere om ordentligheden, respekten for hinanden og nysgerrigheden i hinanden. Om at skabe et rum, hvor den enkelte er tryg, nysgerrig og ærgerrig, så der noget opstår godt i virksomheden.
Vi kan naturligvis sagtens drive en stabil virksomhed uden det fokus på trivsel – jeg har været i
børsnoterede virksomheder, hvor vi tjente gode penge, men her havde vi til gengæld en mindre
tryg kultur. Her oplevede jeg ikke den samme glæde og trivsel og overskud, for det blev en kultur,
hvor der hele tiden var en ’passen på sig selv’.
Det er der ikke mange mennesker, der synes er sjovt, og så rykker man sig ikke så meget som virksomhed, som man kunne – det er faktisk en underudnyttelse af potentialet, fordi der mangler tillid til medarbejderne.
Men det må jo handle om, at man har ansat medarbejdere, man ikke synes er dygtige nok, siden der opstår behov for at føre kontrol og overkontrollere fremfor at hjælpe på vej, sætte retningen, skabe vision og skabe samhørighed omkring den vision.
Vi har et enormt stabilt familieliv og valgt en konstellation, hvor vi ikke er presset på økonomien
og kan være familie, når vi er familie.
Mette, min kone, skaber et fundament, der gør, at det hele hænger sammen, for jeg får ikke passet mit arbejde på 37, 40 eller 50 timer. Og jeg ville have
svært ved at arbejde så meget, som jeg gør, hvis ikke Mette skabte den stabilitet og ro i vores børns liv, som hun gør.
Jeg ville aldrig kunne være i det, hvis vores børn var dem, der blev afleveret først og hentet sidst.
Hvad betyder dine relationer for dig?
Jeg har få meget gode venner, for jeg har ikke brug for at blive bekræftet gennem perifære relationer. Jeg har brug for nære, gode, dybe relationer.Hele min folkeskoleopvækst havde jeg én meget god ven, og familien har altid betydet meget for mig. De, der på indersiden af mit hegn, dem vil jeg gå langt for. Der er en særlig forpligtelse. Og det er en af de værdier, jeg også tager med mig i ledelse: Den forpligtelse, man har for hinanden, når man er sammen om noget.
Det handler om en vilje til at tilsidesætte egne behov, når der er behov for det. Min søsters mand har været gennem flere kræftforløb – og så må vi andre lægge egne behov til side og spørge: Hvad kan jeg gøre nu? Jeg kan for eksempel være sammen med deres store dreng, for det har han behov for. Han har lige spurgt, om vi skal træne halvmaraton, og det må jeg forpligte mig til, fordi det er dét, jeg kan give af mig selv for at hjælpe ham, som har det svært med at være en del af en familie, der har det svært.
Nok passer det ikke bedst i min kalender, men det er den forpligtelse, der ligger i at være en familie.
Ja, men jeg tror… Jeg tror også, der ER et element af det, du vil kalde negativt i den måde, jeg opfatter det på. Forpligtelsen er bagsiden af den vidunderlige mønt, der kommer ud af at være en del af et fællesskab. Når du er en del af et forpligtende fællesskab, har du sindssygt mange goder af, at der er andre, der er der for dig, når du har brug for det.
Det er et enormt gode at have nogen, der har en, når man falder. Jeg ved, at dem, jeg har omkring mig, dem kan altid trække på, når jeg har brug for det.
Du er meget lidt egoistisk. Bliver du aldrig træt af at være en hel masse for en hel masse?
Jo. Men så tager jeg mig sammen.
Så tager du dig sammen?
Der er helt sikkert noget opdragelse i det. Vores mor er ud af en præsteslægt, så der ligger noget værdigrundlag i form af næstekærlighed. I romerbrevet står der, ikke ordret, men at vi, der er stærke, skylder de svage at løfte deres byrde. Altså, med særlige evner og forpligtelser kommer en forpligtelse at tage sig af dem, der ikke er så heldige.
Jeg er blevet helt enormt godt stillet. Uden at prale er jeg virkelig intelligent, jeg har en enorm energi, og jeg overkommer helt enormt meget. Og det er jo helt vildt skønt, og det kan jeg altså bruge til at være noget for andre, der ikke er så heldigt stillet.
Jeg er heldig, jeg er rask. Jeg er heldig, at min familie, os fire, er raske. Men resten er ikke held. Resten er hårdt arbejde. Og det er dér, hvor bagsiden af mønten – hvis vi skal blive ved forpligtelsen – at jeg forventer af andre, at de også yder deres bedste. Jeg vil gerne give alt af mig, hvis jeg også kan mærke, at andre gør deres bedste.
Hvad så hvis de ikke gør?
I yderste konsekvens kan det godt være svært at være på indersiden af det hegn. For det kommer ikke af mængden, man gør, men at man gør en indsats. At man gør sig umage.
Hvis man selv overkommer meget, kan man så forvente, at andre overkommer det samme?
Nej. Men du skal give det, du har.
Hvordan reagerer du, hvis man ikke gør? Privat og professionelt?
I starten bliver jeg skuffet. Så taler jeg om det. Og til sidste trækker jeg mig fra det. Det bliver svært for mig at være i det, når jeg ikke føler, at dem, jeg er sammen med, gør sig umage.
Jeg er blød.
Vi havde en konflikt omkring noget kultur, som ikke var, som det skulle være. Hvor der helt sikkert fra nogle mellemlederne var en forventning om, at nu måtte jeg også råbe højt og skælde ud. Men jeg måtte sige: I får ikke andet end det her. Jeg kommer aldrig til at råbe, blive vred eller udadreagerende. Det er ikke mig, og det synes I er pragtfuldt 95 % af tiden. Nogle gange ville I ønske, jeg var strengere eller mere direkte, men det kommer I ikke til at få. For jeg vil ikke give slip på den, jeg er – og det er er sådan her, jeg er.
Og det tror jeg på, vi sammen kan skabe noget godt med, og i den her situation vil I måske ønske, jeg var noget andet, men det får I ikke.
Det er meget i relation til mine børn. Jeg har svært ved at komme på eksempler fra mit erhvervsliv. Der er masser af ting, jeg vil kigge tilbage på og tænke: Det skulle jeg have løst anderledes, men jeg kan stadig stå inde for måde, det er foregået på.
I starten af min karriere havde jeg svært ved at skelne performance fra værdier. Der er jeg blevet meget mere rolig og hviler i, at adfærd kommer først. Der er en måde, vi skal omgås hinanden på, og det er på en ordentlig og respektfuld måde. Adfærdskodekset har jeg fået meget mere styr på. Jeg står mere solidt på mine fødder nu.
Men som forældre at blive presset… mine børn er jeg kommet til at råbe af, når de bare ikke vil høre efter. Og man selv er træt. Det bliver jeg ked af. Det er ikke ordentligt.
Tror du på at sige undskyld
Ja. Og jeg siger det også. Og siger det mange gange.
Jeg bliver ked af det, når jeg ikke opfører mig ordentligt. Og jeg bruger energi og tid på at forklare dem bagefter, hvad der var sket. At jeg er blevet frustreret og ked af det. At det ikke var meningen, jeg ville råbe, men at det er dét, der sker.
Jeg har altid været enormt dårlig til at karriereplanlægge. Jeg har en god evne til at være til stede i dét, jeg er til stede i. Jeg er ikke mange timer sammen med mine børn, men når jeg er sammen med dem, er jeg sammen med dem. Så ved arbejdet godt, at de kan sende mig en sms, men de kan ikke tro, at de kan ringe, og jeg så tager telefonen.
Karrieremæssigt forsøger jeg at være dygtig og til stede i dét, jeg er i lige nu, og så håber jeg, det kan bringe mig til at være med til at gøre en forskel.
Gøre en forskel?
Jeg har behov for at gøre en forskel.
Når jeg bruger så meget tid på arbejde, er det vigtigt for mig, at dét, jeg gør, bidrager til at efterlade en bedre planet til mine piger.
Dét, jeg gør, skal ikke alene bidrage til at gøre nogen rigere. Det skal gøre en forskel.
Det er et lille stykke selvtillid, jeg tager på. Det har altid betydet meget, og det handler igen om at gøre sig umage.
Det er vigtigt for mig, at man tager pænt tøj på på arbejde, men også derhjemme for også at tage sig godt ud for sin partner. Det kan godt være, Mette og jeg har kendt hinanden i 25 år, men derfor er det stadig vigtigt at gøre sig umage for hinanden.
Min påklædning er mere formel på arbejde end derhjemme, men den er grundlæggende lidt konservativ. Stort set alt mit tøj kommer herinde fra Ulrik. For herinde gør de sig også umage. Tøjet er pænt præsenteret, og miljøet er lækkert.
Et stort tak til Anders Haugaard for at stille op til 'Man of The Month'.
