Det giver mig noget at arbejde med mennesker, og jeg føler, jeg kan give andre noget.
Fordi det er her, jeg kan flytte noget. Det er vigtigt for mig at kunne gøre en forskel, og det oplever jeg bedst i
arbejdet med mennesker.
Når nogen rykker sig, så ved jeg, at jeg er med til det. Naturligvis rykker folk sig i kraft af dem selv, men de skal også guides, og i kraft af at jeg gør det, rykker jeg også mig selv.
Jeg kommer selv på en mental rejse.
Noget af det, hvor jeg blev klog på mig selv var, da jeg tog til Jugoslavien under borgerkrigen.
1500 bosniske flygtninge var taget til fange på en ø, hvor de kastede her flygtninge ud til en flygtningelejr. Jeg var udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke, hvor jeg var en del af et større team der arbejdede i flygtningelejren. Vi var cirka ti personer fra forskellige europæiske lande, vores nærmeste kontaktorganisation var den tyske organisation ’Pax Chisti’, som også er en global hjælpeorganisation.
Jeg var med til at styre alt, hvad der hed nødhjælp, var forbindelsesled til ambassaden i Sarajevo og Zagreb omkring familiesammenføring, og jeg arbejdede primært med UNHCR, hvor jeg koordinerede flygtninge, der skulle til USA.
Det var en spændende opgave, som jeg lærte meget af. Blandt andet at arbejde med mennesker, der har det svært – hvor meget det giver. Det har jeg efterfølgende taget med mig i min uddannelse som pædagog. Jeg fik virkelig prøvet ydergrænser af mentalt og fysisk.
Men det, der stadig står stærkt, er oplevelsen af den gæstfrihed, jeg mødte ude i barakkerne. Jeg blev altid budt på noget – også selvom de intet havde. Jeg oplevede en ekstrem gæstfrihed og værdighed, selvom de intet havde. Det kunne vi godt lære lidt af.
Da jeg skulle hjem, følte jeg mig som verdens heldigste mand at have mit rødbedefarvede pas og ’bare’ kunne rejse hjem. Det var luksus.
Også selvom det hurtigt blev hverdag igen, så er det en følelse, der har sat sig.
Jeg har altid dyrket ekstremsport som fritidsinteresse. Sprunget faldskærm, klatret på Kullen i Sverige, dyrket triatlon, vandret i Jotumheinen, besteget Mont Blanc og meget andet.
Det var i mine yngre år, hvor jeg følte mig udødelig.
Men der var engang, hvor min faldskærm ikke foldede
sig ud, som den skulle. Jeg vidste jo, hvad jeg skulle gøre – det lå på rygraden fra min militærtræning, og reflekserne tog over.
Men i det splitsekund, hvor jeg så, at faldskærmen ikke
gjorde, som den skulle, der var jeg godt klar over, at det her var farligt.
Da jeg mødte min kone, stoppede jeg. Det var fint nok, for der kommer jo et andet ansvar, og man skal ikke være så egoistisk, når der er nogen, man skal være der for.
Jeg kunne aldrig drømme om at gøre det i dag. Det var fint nok, da jeg var i 20’erne, hvor jeg var udødelig og følte, jeg kunne det hele. Nu har jeg mere livserfaring og kan godt se, at det ikke er smart – men jeg tager alle mine erfaringer med mig og bruger dem, når tingene spidser til.
Det er et kapitel, der er lukket. Jeg har sådan en ro i at sige, at det har jeg prøvet. Det var fedt – men been there done that.
Nu er det børnene, der betyder alt. Deres udvikling og min mulighed for at hjælpe dem til at føre dem frem.
Vi har en søn, der er ret god til fodbold, så ham kører vi til Odense flere gange om ugen, så han kan træne under de bedste forhold.
Andre siger ’tænk, du gider det’, men det gør jeg, for han er skidegod og skal have lov at leve det ud.
Og det er nok en del af mit mindset.
Vi prøvede alt muligt, min kone og jeg. Men uden held.
Vi blev derfor enige om, at så skulle vi leveuden. Vi ville ikke gennem fertilitetsbehandling, men accepterede, at det ikke var meant to be.
Så fik min kone stoftskifteproblemer, som hun blev opereret for og kom i medicinsk behandling, der
ændrede på balancen i kroppen. Hun blev gravid, uden vi vidste det og fandt først ud af det, da vores datter begyndte at sparke. Så vi havde fire måneder til at vænne os til, at vi skulle være forældre.
Tre år senere fik vi helt planlagt en søn og 11 måneder senere meget uplanlagt en datter mere, ha ha.
Jeg vil meget gerne rose Ulrik Storm, for jeg er sådan en, der er meget krakilsk med, hvilket tøj jeg
køber.
Jeg er altid gerne kørt langt for at købe ordentligt herretøj, da jeg ikke har kunne finde noget på Fyn.
Men da Ulrik åbnede sin butik, blev jeg fast kunde.
Jeg er nok en meget atypisk pædagog, når det kommer til min påklædning.
Jeg præsterede engang, hvor jeg skulle afholde samtaler, at de gik forbi, fordi jeg ikke lignede den, de ledte efter.
Jeg kommer i kvalitetstøj, fordi det er det, jeg kan lide at have på. Jeg bruger også creme i ansigtet
– jeg går generelt op i mit udseende.
Et stort tak til Brian Hartmann-Weiergang for at ville være novembers 'Man of The Month'.
