Jeg hedder Christian Hansen og er medejer af Carlsens Kvarter (værtshus i Odense, red).
Jeg er 47 år og gift med Thomas, som jeg kan fejre 18-års bryllupsdag med i år.
Jeg er oprindelig uddannet tømrer, været fængselsbetjent og spillet poker.
For 16 år siden blev jeg ansat på Carlsens Kvarter, hvor jeg de seneste ni år har været medejer sammen med Benny.
Spillet poker…?
Jeg har altid været fascineret af penge og altid vidst, jeg gerne ville have en masse penge, haha…
Jeg begyndte stille og roligt med at spille med en kammerat, som spillede på lidt højere plan.
Jeg fandt ud af, at jeg var god til det…
Jeg har aldrig været grebet af spillet.
Jeg var grebet af, at jeg kunne tjene penge på noget så ’let’. Så jeg spillede ikke, fordi jeg var afhængig, men fordi jeg kunne tjene penge. Og det gik godt.
Men det usundt for mange, og mange kan ikke styre det.
Det er en livsstil, som primært foregår online, og jeg vidste nogle gange ikke, om det var dag eller nat. Jeg var alene hele tiden – og det er jeg slet ikke typen på. Så min mand syntes, jeg skulle have et job, hvor jeg kom lidt hjemmefra, og så fik jeg et job på Centerpubben i Rosengårdcentret.
Centerpubben lukkede, da rygeloven blev indført. Jeg var i A-kassen og skulle søge fire jobs. Et af dem var på Carlsens.
Jeg fik to af de jobs, jeg søgte, men jeg fik ikke det på Carlsens.
Jeg tog herind en eftermiddag og forelskede mig fuldstændig i stemningen. Så jeg ringede til Benny og sagde, han havde truffet det forkerte valg. Det mente han ikke, men en måned senere kontaktede han mig
igen og bekræftede, at det havde han. Så blev jeg ansat.
Her mødte jeg en helt anden ledelsesstil, end jeg var vant til. Benny var en helt anderledes chef – sød, rar og rummelig. Og jeg tænkte bare ’Wauw – det her kan noget’.
Og jeg må sige, at det et job, der er med til at holde mig ung, fordi jeg har så mange unge kolleger.
For ti år siden begynder vi at tale om, hvorvidt jeg kunne være interesseret i at overtage. Jeg sagde
nej et par gange. Det var ikke for mig, og min mand gjorde også karriere. Så jeg tænkte bare, at det
med at være selvstændig betød en masse arbejdstimer.
Til sidst sagde Benny til mig, at hvis jeg ikke ville slå til, så ville han sælge til nogle andre. Han var på det tidspunkt fyldt 70. Jeg talte med min mand om det, og så foreslog jeg Benny, om vi ikke kunne eje det sammen i en periode.
Det blev han positivt overrasket over. Det var nemlig lige netop det, han havde lyst til, men hans kone havde frarådet ham at foreslå det, fordi jeg så nok ikke ville være interesseret.
I halvanden måned berørte vi ikke emnet, men så skrev jeg et brev til Benny, hvor jeg skitserede, hvordan det kunne se ud. Uden vi havde aftalt det, gav han mig et brev selvsamme dag, og de to breve var nærmest identiske. Vi var fuldstændig enige ned til detaljer om, hvem der skulle hente pakker.
Som arbejdsplads oplever jeg, at vi har mange studerende ansat, som måske starter og også har
andre jobs, men til sidste kun er her, fordi de er så glade for det.
Vi har en meget loose ledelsesstil, og vi er gode til at skabe et godt sammenhold. Jeg tror, jeg er en god chef – det siger de ansatte i hvertfald.
Som værtshus er vi unikke på vores stemning. Vi kommer rundt ved bordene som på en restaurant. Vi kan rumme alle, og vi skaber et sted, hvor man kan sidde afslappet og tale med sine venner.
Indimellem tager jeg i byen med vores unge ansatte – man holder sig ung i det her job – og kan jo se mange gengangere på f.eks. Amys. Men jeg vil også tro, at hende, der godt kan komme ind på Carlsens med cykelhjelm på og først tage den af ved bordet slet ikke ville tage cykelhjelm på vej til Amys. Her skal du ikke præstere.
Vi skaber en anden atmosfære. Vi er ikke et scorested, og vi passer godt på vores gæster. Hvis vi f.eks. oplever at nogen kan blive for anmassende over for andre, sørger vi altid for at sikre, at det, der foregår, er ok med gæsterne.
Nej. Det må være det korte svar.
Men.
Da Mikkeller skulle åbne i Odense, og jeg så hvor mange kommentarer, der kom på et opslag med
nyheden, der blev jeg lidt nervøs. Men det gik jo også hurtigt op for mig, at vi er Carlsens, og det kan ingen kopiere.
Jeg er rig på mange ting. Jeg har truffet nogle gode valg gennem livet og lavet gode investeringer.
Min mand og jeg lever et godt liv, hvor der er overskud til gode oplevelser, og jeg har et job, hvor jeg ikke føler, jeg går på arbejde men i stedet dyrker min hobby.
Det er måske det forkerte sted at sige det, ha ha… men tøj har ikke ret meget værdi for mig.
På Carlsens skal tjenerne bære hvide skjorter, men bukser og sko må de selv vælge, og det skal bare
være behageligt. Sådan har jeg det nok selv.
Når det er sagt, så var det vildt fedt og sjovt at blive stylet til billederne her, og jeg er blevet meget
fristet.
Et stort tak til Christian Hansen for at stille op til 'Man of The Month'.
