Jeg hedder Michael Rune, er 45 år, gift med Mia og far til tre dejlige piger. Jeg er uddannet saxofonist og lever af at spille saxofon og producere musik. Jeg er en del af Lee Van Club, som er landets førende trio bestående af DJ, percussion og mig på sax.
Vi spiller til fester og arrangementer rundt om landet, og i løbet af sommeren spiller vi blandt andet i Tivoli hver fredag.
Herudover er jeg den ene halvdel af Subnesia, som jeg har sammen med Dj’en Anders Ponsaing, hvor vi i øjeblikket er ved at lægge sidste hånd på vores første album, der udkommer på Kenneth Bagers pladeselskab, Music for Dreams, i juni.
Da jeg var en ung knægt, spillede jeg meget fodbold i OB – og så spillede jeg tværfløjte i Odense Skoleorkester.
Jeg var lidt små forelsket i en af pigerne, som spillede saxofon, og for at kunne komme til at sidde ved siden af hende i orkestret, øvede jeg mig hele sommeren i at spille saxofon.
Da orkestret startede op igen, spillede jeg saxofon – men pigen var ikke længere med, ha ha.
Til gengæld fandt jeg ud af, at jeg var ret god til det, og så måtte jeg vælge mellem fodbolden eller musikken. Det blev – heldigvis – musikken. I stedet for gymnasiet, valgte jeg at gå på MGK og senere søge ind på konservatoriet, hvorfra jeg blev færdiguddannet i 2006.
Og siden dengang har jeg levet af det.
Er musikbranchen en hård branche?
Ja. Og nej. På konservatoriet var der meget fokus på at spille jazz, og det gad jeg ikke rigtig, så mine lærere var lidt trætte af mig. Men jeg begyndte stille rolig at spille med DJ’s – første gang sammen med Daniel Gjøde på Franck A – og fandt hurtigt ud af, at dét var jeg god til.
Den elektroniske verden, housemusikken, var noget, jeg kunne mærke. Og så gjorde jeg det til min levevej. Senere bevægede jeg mig over i også at producere musik og har gennem årene lavet numre i den poppede genre, der har solgt både guld og platin.
Haha, ja. DR havde flere gange spurgt mig, om jeg ikke ville være med, men jeg sagde nej. Så skete der det ulykkelige, at min svigermor blev uhelbredeligt syg med cancer, og hun ville så gerne opleve det.
Jeg fik tilbuddet om at lave et nummer med en sindssygt dygtig producer, der er bosat i L.A, og vi fik en dygtig sangerinde fra New York på og lavede ’Wanna be Loved’. Vi havde nok vundet det hele, hvis det ikke var for Basim, haha.
Desværre nåede min svigermor ikke at opleve det, men jeg ved, hun lyttede med.
Jeg tror ikke rigtig på nedture, men på at livet sætter nogle benspænd, som vi skal lære af. I 2017 fik jeg ud af det blå en hjerneblødning, som kunne have taget livet af mig. Det var seks uger før, jeg skulle være far for tredje gang, og jeg mistede evnen til at tale og blev lam i højre side. Jeg kunne derfor ikke spille saxofon, og det var ret livsændrende.
For hvem var og er jeg uden saxofonen? Da jeg var på benene igen, åbnede jeg en lille kaffebar, som hurtigt blev en succes, men samtidig begyndte jeg også at kunne spille igen. Og endnu en gang valgte jeg musikken – heldigvis. For siden har der virkelig været gang i den, og jeg føler en helt anden taknemmelighed over det nu, end jeg gjorde før hjerneblødningen.
Der har været mange. Jeg har stået på mange scener og spillet med mange forskellige kunstnere. Store scener med Outlandish og KATO, da vi lavede Desert Walk. Clubtouren med Nadia Gattas, da vi hittede med ’Min Indre Stemme’, Melodigrandprix, at spille med KIDD og Tobias Rahim. Og det er fedt, at jeg står bag numre, som stadig bliver spillet meget, og som folk synger med på. Men i bund og grund er det nok dér, hvor jeg er nu, sammen med min rigtig gode ven Anders og vores projekt med Subnesia på Music for Dreams.
Kenneth Bager har altid været et kæmpe ikon for mig og i min optik en af de mest toneangivende på den internationale, elektroniske musikscene. At arbejde sammen med ham har altid været en kæmpe drøm, og nu gør jeg det. Og endda sammen med en af mine bedste venner. Nu sidder jeg rent faktisk og producerer musik, som Kenneth Bager kan lide, udgiver og er en del af. Og han er nøjagtig lige så dygtig, som jeg altid har forestillet mig. Jeg er meget spændt på, hvad projektet fører med sig. Jeg synes i hvert fald, vi har fat i noget rigtig godt, og de singler, der er udkommet bliver spillet rundt om i hele verden. Det er også ret vildt at opleve. Jeg er sikker på, at de allerstørste oplevelser venter forude.
Det betyder meget for mig. Hvad mange måske ikke ved, så er Ulrik Storm jo også DJ, og faktisk har vi gennem årene spillet en del sammen. Jeg var forbi herinde for at købe tøj til min datters konfirmation, og så sagde han ’så er du måske færdig med at gå med hættetrøjer’. Haha. Men altså, jeg går ALDRIG med hættetrøjer. Jeg går meget op i, hvordan jeg ser ud – især når jeg er ude og spille og har måske en stil, som kræver lidt mod – den er i hvert fald ikke kedelig. Jeg er blandt andet ret kendt for mine pink Nike Ambush.
Et stort tak til Michael Rune for at være en del af 'Man of The Month'.
