Jeg hedder Simon Bromark, er 53 år og gift med Pernille. Sammen har vi et sæt tvillingedrenge på
13 år, og fra et tidligere forhold har jeg to børn på 25 og 29 år.
Jeg er en rigtig Odensedreng, som gennem 27 år har været gennem hele McDonalds-systemet. Jeg
mødte Pernille på McDonalds hovedkontor på Frederiksberg, hvor jeg arbejdede i en periode, og
da Pernille blev gravid, besluttede vi os for at flytte tilbage til Odense.
Her valgte vi at åbne enfranchise i Jensens Bøfhus og drev i fire år restauranten i Jernbanegade, som var et flagship forkæden.
I dag ejer vi sammen Olivia Brasserie, som ligger i Vintapperstrædet.
Hvordan endte du så som restaurantejer i Vintapperstræde?
Pernille og jeg gik tit ad Vintapperstræde, når vi skulle til og fra arbejde. Og vi talte om, at hvis vi
nogensinde skulle noget andet, så skulle det være at drive noget som Olivia Brasserie. Det så så
hyggeligt ud. Og skæbnen ville, at da jeg kontaktede ejeren, sagde han først nej, men så ringede
han op igen 14 dage senere, tilbød os at købe restauranten, og vi slog til.
Vi havde længe drømt om et intimt og hyggeligt sted. Vi havde været i Paris, hvor vi i Montmartres
små gader fandt ind i en lille restaurant, hvor der var proppet med mennesker, og fugten drev ned
ad vinduerne.
En mand spillede harmonika, og der duftede dejligt af god mad. Der var helt fyldt, men ejeren skubbede lidt til nogle franskmænd, så vi også kunne være der.
Vi sad tæt, og Pernille måtte rejse sig, hver gang nogen skulle på toilettet, fordi hun sad lige ved toiletdøren. Vi fik serveret den skønneste løgsuppe, og alt var perfekt.
Den stemning ville vi gerne adoptere, og det
synes jeg, vi har gjort med Olivia. Vi har også adopteret den indbagte løgsuppe, ha ha.
Pernille og jeg arbejder med så forskellige ting, at vi godt kan sidde ved bordet derhjemme om
aftenen og spørge ’Hvad er din dag gået med’.
Vi er meget skarpt opdelt, og vi tager os af de ting,
vi er bedst til. Hvis nogen spørger, om jeg kan hjælpe med et eller andet, som hører ind under
Pernille, kan jeg godt prøve at kaste mig ud i det – men jeg kan også godt se, det var løst bedre, hvis Pernille tog sig af det.
Man kan selvfølgelig sige, at vi har lagt alle æg i samme kur, og det er en udfordring, hvis det ikke går. Men vi har nogle stærke, forretningsmæssige forudsætninger for at drive restaurant, som andre måske ikke har.
Vi kan ikke selv lave maden, men vi har dygtige medarbejdere. Medarbejdere, som spiller på samme hold og ved, at det kræver stor agilitet at være i en branche som vores.
Vi går meget i det gode værtskab og er bevidste om, at mange i lige så høj grad besøger os, som de besøger Olivia. Og vi ville ønske, vi altid kunne være tilgængelige i restauranten, men vi er nødt til
at holde fri en gang imellem og være sammen med familie og venner.
At få tvillinger var en gave, fordi vi jo ikke er helt vildt unge, og så ovenikøbet få to børn på en gang!
De skal finde sig i meget, bliver hevet med på restauranter, når vi er ude og få inspiration, og
de har været meget med på arbejde. Men de har altid hinanden og altid en kammerat ved hånden, og det er en gave.
De er blevet lidt miljøskadede, fordi de har været så meget på restaurant, at de ikke rigtig sætter pris på det, haha. Nu er de så store, at de selv går fra skole, går forbi restauranten, får lidt frokost og så hjem og lufter hunden.
De er en fast del af miljøet, og det nyder vi.
Har I nogensinde tvivlet?
Aldrig.
Det har været og er superfedt at være i et miljø, hvor man er så tæt på sine gæster og så stor en del af driften. Det er det, vi er drevet af. Det gode værtskab. Vi er jo en del af driften hver eneste dag, og det sparer os også for nogle timer i motionscentret.
Vi nyder at kunne støtte lokalt, som sport, H.C Andersen Festivals, Blomsterfestivalen,
Natteravnene og det kommende Ronald McDonald Hus ved det nye OUH.
Det betyder også, at vi har lært mange at kende, hvilket er godt for vores forretning.
Vores børn kan dog godt være lidt trætte af, at vi altid skal stoppe op og tale med nogen, når vi er ude og gå.
Vi kigger hele tiden efter nye potentialer i vores forretning, som da vi for eksempel investerede i
AV-udstyr til førstesalen, så vi har muligheden for at skabe nogle lækre rammer for virksomheder,
der gerne vil ud at holde møder i mindre sterile omgivelser.
Jeg har også selv altid været nysgerrig på at udvikle mig. I mine 27 år hos McDonalds har jeg arbejdet med vidt forskellige ting i vidt forskellige afdelinger, og jeg har taget flere forskellige uddannelser.
Da vi stod med Olivia i den vildeste indkøringsperiode, tog jeg en uddannelse som sommelier. Jeg troede, jeg kunne gøre det med venstre hånd, men det var en benhård uddannelse.
Men jeg kan godt lide at udfordre mig selv, og jeg nyder at bruge min viden som sommelier, når jeg i dag laver vinsmagninger på restauranten.
Jeg arbejder i det tøj, jeg også kunne finde på at tage på, når jeg har fri.
Jeg har tidligere arbejdet i jakkesæt med slips i over 20 år, og nu nyder jeg, at jeg ikke skal have det på længere og kan tage noget mere casual tøj på arbejde. Jeg kunne aldrig finde på at møde op i restauranten i slidt tøj, men det skal være afslappet.
Da vi overtog Olivia Brasserie, havde alle tjenere uniform på, og det gjorde vi op med, fordi vi
gerne ville tage den formelle del ud af det.
I dag er tjenerne klædt ud fra samme princip som mig,
men de skal dog have forklæde på.
Jeg synes, det er et kæmpe plus for byen, at der er kommet en butik som Ulrik Storm. Ulrik og
Frederik Barfoed har virkelig løftet standarden for butikkerne i Odense i forhold til facade og
indretning.
Et stort tak til Simon Bromark for at ville være decembers 'Man of The Month'.
